A-Venue var navnet på min afsluttende prøve på grundforløb 2 – og det blev fem intense dage med fem forskellige produkter: logo, magasinreklame, M65-folder, mobil hjemmeside og en YouTube non-skippable ad. En kreativ tour-de-force, hvor jeg virkelig fik lov til at lege med både idéudvikling, design og struktur.
Logoet er jeg særligt glad for – jeg elsker, hvordan A’et i A-Venue både er et A og en node, for selvfølgelig skal et spillested have musik indbygget i logoet!
Den mobile hjemmeside var klart min favorit at lave. Jeg er lidt af en sucker for webdesign (okay… meget), og da jeg først gik i gang, fløj timerne bare afsted. Jeg tror, jeg blinkede, og så var der gået seks timer. Oops.
Magasinreklamen fik en lille ekstra kærlighedsnote – jeg valgte fonten History til ordet “history”, fordi jeg synes, det er sjovt, når design fortæller små historier i detaljerne. Jeg tænkte også meget over at holde en rød tråd i hele identiteten – både i farver, billeder og stemning.
M65-folderen var min største kamp – men også det, jeg er allermest stolt af. Der var SÅ meget indhold, så lidt tid og lidt for mange krav. Men det lykkedes at få styr på både billeder, tekst og layout, og det endte faktisk med at blive en af de stærkeste dele af opgaven.
YouTube-reklamen fik ikke helt samme kærlighed som de andre dele, men jeg sørgede for, at den stadig passede ind i helheden – og den fungerer faktisk ret fint!