Her er alt du nogensinde kunne finde på at vide
Jeg håber, du finder det, du leder efter her på sdien – og måske også får et lille glimt af, hvem jeg er, når jeg ikke sidder foran skærmen med designbrillerne på. Hvis jeg ikke beskriver mig selv godt nok, er du mere end velkommen til at skrive til mig, jeg yapper gerne om mig selv og mine interesser.
Denne side handler ikke om logoer og layouts – men om mig. Mit drive, min tilgang til kreativitet, og hvad der egentlig får mig til at tænde på farver, former og finurligheder. Hvis du er nysgerrig på personen bag projekterne (og måske også, hvordan jeg har det med Comic Sans), så er du landet det helt rigtige sted.
Jeg hedder Lærke, (21, 5’7″, feminist) og jeg elsker at skabe. Om det er grafik, illustrationer eller noget helt tredje, så finder jeg altid en måde at lege med det visuelle og gøre tingene en smule mere interessante. Jeg er detaljeorienteret, men ikke perfektionist – for nogle gange skal ting bare føles rigtigt, før de ser rigtigt ud.
Når jeg ikke leger mediegrafiker, læser jeg japansk, går en tur med en sød hund på dyreinternatet (hvor jeg forresten er frivillig), spiller et sjovt spil (med eller uden venner) eller dykker ned i endnu et skørt rabbit hole på internettet. Jeg kan for eksempel fortælle dig i detaljer om, hvad det ville kræve, at gøre Venus beboelig, og hvor lang tid det ville tage, eller præcist hvad Fentanyl gør ved kroppen. Jeg har en hjerne, der elsker at lære tilfældige facts, og jeg er ikke bange for at nørde løs, når noget fanger mig. Jeg kan faktisk fysisk ikke lade være.
Jeg bor i Tilst lige uden for Aarhus sammen med min familie – min mor, far og lillebror. Min lillebror (ham den stilede på billedet) og jeg bliver ofte set som tvillinger, men der er altså tre år imellem os.
Jeg er også typen der køber Avatar The Last Airbender kogebøger, og The Way Of the Househusband forklæder, i håbet om, at det giver mig en større lyst til at kokkerere. Det har indtil videre ikke haft den helt store virkning. Jeg venter stadig på resultater…
Min kærlighed til dyr er så stor, at jeg har dedikeret en del af min højre biceps til min afdøde hund og bedste ven – i form af en fjollet lille tatovering. R.I.P. Tikki (2011-2022), du er stadig med mig… bogstaveligt talt.
SÅ! Kort sagt: Hvis du har brug for en designer, der ser verden lidt anderledes, elsker at nørde detaljer og ikke er bange for at prøve noget nyt, så er du landet det rigtige sted.
Nå. Lad os lige tage et øjeblik til ærlighed:
Jeg lever med både ADHD og autisme. Det er en del af mig, på godt og ondt – og det former både måden, jeg arbejder på, og måden jeg ser verden på.
Det betyder fx, at jeg arbejder på nedsat tid som deltidselev (pt. 25 timer om ugen), fordi min neurodivergente hjerne hurtigt bliver overstimuleret, og bruger ekstra energi på ting, de fleste slet ikke tænker over – som at skifte opgave, tolke sociale signaler eller håndtere støj og sanseindtryk.
Men det betyder også, at jeg bringer en særlig form for fokus, empati og kreativ vinkel med ind i mine projekter. Jeg er vant til at tænke alternativt, og jeg er ikke bange for at udfordre det forventede – på den gode måde.
Og hey, så er det også meget billigere at have en elev på 25 timer, end på 37. Specielt når jeg arbejder så effektivt, at jeg næsten når den samme mængde arbejde alligevel.
Jeg har samlet 4 gode facts om mig, for at kort og præcist give et indblik i mig som menneske, og ikke bare grafik-maskine.
Min hjerne er en browser med 50 faner åbne. En god sjat af dem spiller musik, uden at tage hensyn til de andre 4 sange.
Hvis jeg spiller et spil med karaktertilpasning, bruger jeg dobbelt så lang tid på at lave min karakter som på at spille spillet. (Jeg har omkring 3000 timer i "The Sims 4" alene.)
Jeg er den type, der snakker med dyr, som om de kan svare. Jeg har også en dårlig vane med at højlydt sige "Se hvor cute den hund er?!", når jeg er i offentligheden.
Jeg kan stirre på en skrifttype i alt for lang tid og stadig være i tvivl om, om jeg hader eller elsker den. Og hvis jeg ser en flot farvepalet i det virkelige liv, prøver jeg mentalt at gemme den... det virker cirka aldrig.
